Jeg elsker de grønne… – optakt Ringkøbing Håndbold
Når vi i dag møder Ringkøbing Håndbold i Skjern, er der altid lidt ekstra på spil for Bo Spellerberg. Han har selv en lang historie med de grønne – og i dagens kampoplæg deler han minderne, rivaliseringen og tankerne op til aftenens opgør. God læselyst.
Eller rettere jeg elsker at “hade” de grønne… Mest dem fra Skjern. En lille forhistorie er, at i mine 5 år i FIF tabte jeg alt af betydning til de grønne. Pokal semifinale, pokal finale og DM semifinale… Læg dertil at jeg også som U18 mod alle odds tabte DM finalen til dem… Så jeg håber I forstår mit “had”. Så hvad gør en ung mand med et ordentlig Skjern traume i sin bedste alder af 23 år? Han tager selvfølgelig til Kolding i håb om, at det kan bryde forbandelsen. Spol frem til mit første år i Kolding og min anden DM finale mod Skjern. Der er 11 sekunder tilbage af kampen, det står uafgjort, vi er i boldbesiddelse, har taget timeout og er, hvis stillingen holder, danske mestre. 11 sekunder senere står Jesper Jensen på straffepletten og scorer. Iskoldt. Jens Boesen blev derfor ringet op på parkeringspladsen og måtte pænt lægge champagnen tilbage i bilen.
Heldigvis blev forbandelsen brudt i 2 gange forlænget spilletid i form af Claus Flensborgs underhånd, der langsomt, men sikkert trillede bolden ind mellem Sune Agerschou’s ben. Traumet var helet, og der skulle efterfølgende gå 13 år inden, jeg med Kolding led et afgørende nederlag i en slutkamp.
Hvorfor så al denne snak om Skjern? Ja, det er der to gode grunde til. For det første spiller vi mod Ringkøbing i netop Skjern og deres SkjernTarmLemMultiKulturHåndboldIkkeCLHal. Vi har været så heldige at agere opvarmnings”band” til noget af et fyr(et)aftens brag mellem Skjern og Fredericia. Det minder mig i øvrigt om den bevidst/ubevidste chikanesag, da vi med FIF inden en pokal semifinale i Skjern havde booket et hvilerum. Vi blev kun forstyrret en times tid af Skidtfisk (i Jylland kendt som Tørfisk), der havde lydprøve inden, de skulle spille “for”kamp senere.
Tilbage til vores kamp. Jeg håber ikke, de har glemt hvordan, man buher lidt af undertegnede, de var virkelig gode til det engang. Jeg var vel egentlig også lidt efter dommerne i den tid og havde måske også en lidt uheldig episode i selvsamme hal. Sådan noget bryder de retskafne mennesker i Skjern og omegn sig ikke om. Det var derfor helt fortjent med buh-råb og alskens gloser, jeg alligevel ikke forstod. Så jeg håber, de bedre kan lide den nye trænerversion af mig. Ham, der bliver mere irriteret over skrankepaverne ved tidtagerbordet end over selve dommerne (kan nok ikke undse mig for enkelte udfald). Jeg håber derfor, de vil huske mig for den, jeg var og buhe lidt af mig igen. Det har jeg savnet næsten ligeså meget som en danner is.
Denne anden grund til, at det skal handle om Skjern, er torsdagens nyhed om, at de har fyret Mathias Madsen som cheftræner. En meget kær kollega jeg på det seneste har haft mange fornøjelige stunder med på mastercoach uddannelsen. Det er en hård skæbne at lide, når Skjern for blot 3 måneder siden vandt en meget flot sølvmedalje. Det er de færreste trænere forundt ikke at blive fyret, og af samme grund er det også et tema på vores uddannelse. Helt så aktuelt havde jeg ikke håbet, at det ville blive.
Kære Madsen, to gåde råd herfra. Det første inspireret af Master YoBo og om tiltrækningen til den mørke side, herrehåndbolden: “No, no, no. Quicker, easier, more seductive.”
Det er nemlig det, du skal svare, når den næste herreklub kontakter dig: Nej, nej, nej. Ja, det går lidt hurtigere, det er lidt nemmere, og det kan virke mere forførende. Men kæmp imod og kom over på kvindesiden, vi har brug for dig!
Mens du venter på den rigtige kvindeklub, får du næste råd… Du er simpelthen nødt til at komme lidt længere ned i benene i dit padelspil. Du kan ikke blive ved at stå som sådan en stivbenet struds og skovle bolden op.
God kamp.
