En slags forord – Optakt Team Esbjerg

Dette forord er skrevet i samarbejde mellem Flemming Jensen (Den sure humorist 2000) og chatten. Alle rettigheder håbes at blive givet pr. efterkrav.

Risikoen ved at være håndboldtræner er, at folk tror, at man laver sjov.

En slags forord

Med afsæt i den demokratiske grundtanke, at „alle skal kunne være med“, betaler vi måske en høj kulturel pris ved kravet om, at alt derfor skal være umiddelbart tilgængeligt. At den forudsætningsløse skal kunne have samme udbytte som … æh … vi andre.

Det gælder også håndbold.

Man kan naturligvis se en håndboldkamp uden at kende noget videre til spillet. Man kan glæde sig over et flot mål, en redning, en kontra eller et menneske, der hopper usædvanligt højt og kaster en bold usædvanligt hårdt.

Det er der ikke noget galt i.

Men den, der har brugt tid på at sætte sig ind i spillet, opdager efterhånden noget andet. En bevægelse, der for den ene blot er seks mennesker, som løber lidt rundt mellem hinanden, kan for den anden være en nøje udtænkt åbning. En forsvarsspiller, der tilsyneladende står en halv meter forkert, kan være årsagen til det hele. Og en aflevering, der for den uindviede blot er en aflevering, kan være resultatet af noget, der begyndte adskillige sekunder tidligere.

Man får med andre ord mere ud af det, hvis man har gjort sig den ulejlighed at følge med.

Endnu værre står det til med humor. Her vil man indiskutabelt ha’, at den forudsætningsløse skal kunne le med. Selv den, der ikke har hørt efter, skal kunne le, når man kommer til pointen.

Jamen, humor er = overraskelse!

Og man kan ikke blive overrasket, hvis man ikke havde ventet noget andet. Den, der blot registrerer og tager ad notam, må nøjes med andensorteringshumor.

Pointen skal være sjov – også uden dens præmisser!

Dermed har vi trukket al intelligens ud af humoren og nøjes med det, der klarer sig for pålydende.

Man oplever ofte, at ellers ordentlige og grundige mennesker pludselig tror, at de kan tillade sig at skimme, når det er noget humoristisk, de har fingrene, ørerne eller øjnene i. Humor ligger ofte i den hårfine variation fra det korrekte – som ikke opdages af den, der bilder sig ind, at vi har at gøre med en lettere genre, så snart det kilder lidt i mundvigen.

Vi er begyndt at sætte en skillelinje mellem humor og alvor!

Det er næsten det værste.

Hvis det er humor – så skal vi alle sammen ha’ det rigtig sjovt og tage hinanden under armene og synge med og klappe i takt. Og det må ikke handle om noget som helst, for nu holder vi fri og skal ikke sidde dér med alle mulige problemer.

Og hvis det er alvor – så må der ikke laves sjov med det!!!!

Vi vil ha’ klar besked.

Og det er lidt tosset, synes jeg.

Klar besked tager intelligensen ud af så meget. Der står megen respekt omkring folk, der tør kalde en spade for en spade – mens der let opstår forvirring, hvis man kalder den for et graveredskab.

Humor og alvor er ikke modsætninger.

Humor er „vejen ad hvilken“.

Man kan bruge humoren til at sige noget meget alvorligt og påtrængende – man kan selvfølgelig også være overstadig og bruge den til at sige noget værre pjat. Det er også dejligt – kan være en leg med sprog og intellekt.

Men det er en form, der kan gøre det muligt at tale om noget, der ellers gør lidt for ondt. Og som kan tilføje og udbygge med nuancer, det ellers ikke havde været så nemt at få med.

Det er omtrent med den indstilling, man bør gå til de følgende indlæg.

De er skrevet af en håndboldtræner og tager som regel deres afsæt i håndbolden. Derfor møder man naturligvis kampe, spillere, trænere, angrebsåbninger, forsvarssystemer, busture, dommere, medtrænere og en ikke helt ubetydelig mængde 7 mod 6.

Men det ville være en fejl at tro, at de derfor nødvendigvis kun handler om håndbold.

Håndbolden er jo blot et sted at kigge på mennesker fra.

Og mennesker har den behagelige egenskab, at de bliver ved med at ligne mennesker, hvad enten de befinder sig i et parlament, på et teater, på et kontor eller i en håndboldhal på Frederiksberg.

De indretter systemer. De følger vaner. De opfinder sandheder. De danner hierarkier. De gentager ting, fordi andre gør det. De siger, at noget ikke kan lade sig gøre, indtil nogen gør det. Og de kan blive ganske ophidsede, hvis nogen finder på at spørge hvorfor.

Det giver heldigvis stof nok.

I danske revyer, ved shows og ikke mindst i tv har jeg ofte tilladt mig at være groft uforskammet og bragt upopulære holdninger til torvs. Jeg har gjort det efter mange overvejelser og dybe indåndinger – og tænkt: Så! Nu falder der brænde ned!

Men jeg kunne have taget det roligt.

Der er ingen, der opdager det!

Jeg er velsignet med en vis fysisk rundhed og ynder at lade skarpe udfald ledsage af et venligt smil – og jeg har noteret mig, at alt, hvad jeg siger, derfor betragtes som harmløst.

Der er igennem årene udtænkt mange snedige formuleringer, fordi humor for mig består i, at tilskueren selv får lov til at opdage, hvad det er, der er morsomt.

Det samme princip synes at have sneget sig ind i disse indlæg.

Her kan en betragtning om ledelse dukke op forklædt som en håndboldhistorie. En diskussion om vanetænkning kan gemme sig i et angrebssystem. Et spørgsmål om trivsel kan stå mellem en vittighed og en kampoptakt. Kvindesport, kultur, autoritet, filosofi og almindelig menneskelig dårskab kan pludselig blande sig i noget, der tilsyneladende blot skulle handle om næste modstander.

Og så optræder der undervejs et persongalleri, som jeg ikke vil forsøge at redegøre nærmere for.

Der er blandt andet en Bokrates.

Jeg vil overlade til læseren selv at afgøre, hvor meget den pågældende har tilfælles med den oprindelige græske filosof.

Dette har sandsynligvis resulteret i meget spild.

For hvis den ulyksalige læser først har besluttet sig for, at han blot læser en munter kampoptakt, kan han sagtens komme til at more sig over en bemærkning om en medtræner, en jysk by eller et håndboldsystem – og ikke høre en hujende fis af det møjsommeligt udtænkte.

Det er risikoen ved formen.

Men også dens mulighed.

For man kan få lov til at sige ting, som måske ville blive tungere, hvis de stod med tre understregninger og overskriften:

DETTE ER ALVORLIGT.

Jeg bilder mig ikke ind, at de tanker, der dukker op på de følgende sider, nødvendigvis er specielt originale – de har alle sammen været sagt før.

Nu får de blot mulighed for også at blive hørt fra en håndboldhal.

Der er ingen overordnet struktur i synspunkterne. Der bliver set lidt usystematisk rundt i håndbolden og verden.

Og så er det jo stort og småt, løst og fast imellem hinanden – jeg har ikke fundet grund til at skelne. Alt det, der forekommer os småt, er ofte symptom på en langt større og bredere problematik.

En angrebsåbning kan være en angrebsåbning.

Men den kan også være et spørgsmål om vane.

En timeout kan være en timeout.

Men den kan også fortælle noget om ledelse.

Et håndboldsystem kan handle om håndbold.

Men det kan også handle om vores forunderlige trang til at gøre det samme som alle de andre.

Og en dum vittighed kan være en dum vittighed.

Men den kan også, hvis man er rigtig uheldig, indeholde en mening.

Det er selvfølgelig beklageligt.

Sommetider kan alt dette komme til at virke lidt surt – skønt det egentlig ikke behøver at være tanken.

Liv bør være lystigt.

Håndbold også.

Sådan noget som brok er vidunderligt pjattet, livsbekræftende overskud – men det har det rigtig skidt i ental.

Så læseren må selv afgøre, hvornår der bliver lavet sjov, hvornår der bliver ment noget – og hvornår det er begge dele på én gang.

At forklare forskellen ville jo ødelægge det hele.

Flemming Gpt. Jensen

PS: Patrick dette indlæg er skrevet af Flemming!