Alberte Hovgaard solgt til en ny klub
Efter denne sæson tager vi afsked med Alberte Hovgaard, som er blevet solgt videre til en ny klub.
Alberte kom til København Håndbold fra 1. division i slutningen af oktober, og allerede 6 måneder senere tager hun nu næste skridt i karrieren. Det er præcis dét, vi ønsker at være som klub – en udviklingsklub, der tør satse på unge talenter og hjælpe dem videre til næste niveau.
Alberte Hovgaard udtaler:
“Jeg har haft en rigtig god tid i København Håndbold, hvor jeg har udviklet mig og fået mange gode erfaringer med mig videre. Jeg er meget taknemmelig for mine holdkammerater, som har betydet rigtig meget for mig, og jeg vil også gerne takke trænere og alle omkring klubben for den opbakning, jeg har fået gennem hele min tid her.
Nu vil jeg nyde de sidste kampe med pigerne og gøre mit bedste for at slutte godt af i København-trøjen🖤.”
Direktør Louise Svalastog udtaler:
“Jeg smiler med det ene øje og græder med det andet, når jeg tænker på Alberte. Jeg synes jo, det er en solstrålehistorie, at vi henter en spiller i 1. division i slutningen af oktober, og allerede 6-7 måneder senere sender vi hende videre. Det er dét, vi står for i København Håndbold – at udvikle unge talenter og hjælpe dem videre.
“Vi havde gerne set Alberte tage endnu et skridt i sin udvikling hos os over den kommende sæson. Samtidig er det en naturlig del af elite-håndboldens vilkår, og vi er tro mod vores koncept og værdier i København Håndbold”
Vi ønsker Alberte alt muligt held og lykke fremover.”
Tak for indsatsen i KBH-trøjen, Alberte 🖤



















































