Aimée Von Pereira indstiller karrieren

Aimée Von Pereira indstiller karrieren

Efter nøje overvejelser har Aimée Von Pereira besluttet at indstille sin professionelle håndboldkarriere, og dermed bliver denne sæson også hendes sidste i København Håndbold.

Det er altid vemodigt, når en spiller vælger at stoppe sin karriere i en ung alder. Samtidig har vi stor forståelse for Aimées beslutning. Efter en længere periode præget af sygdom, skader og genoptræning har Aimée vurderet, at tiden er inde til at prioritere sit helbred og give kroppen den ro og restitution, den har brug for.

Aimée udtaler:

“Jeg er utrolig taknemmelig for min tid i København Håndbold og for alle de oplevelser, jeg har fået med klubben og landsholdet gennem årene. Det har været en rejse fyldt med store øjeblikke, udfordringer og minder, som jeg vil tage med mig resten af livet.

Selvom beslutningen om at stoppe min håndboldkarriere har været svær, er jeg taknemmelig for alt det, sporten har givet mig – både på og uden for banen. Jeg er stolt af det, jeg har oplevet, og af de mennesker, jeg har mødt undervejs. En stor tak til klubben, mine holdkammerater, trænere, supportere og alle, der har været en del af min rejse.

Direktør Louise Svalastog udtaler:

“Det er altid trist, når en spiller må træffe beslutningen om at stoppe sin karriere tidligere end ønsket. Samtidig har vi stor respekt for den beslutning, Aimée har truffet med sit helbred og sin fremtid for øje.

Eliteidræt stiller enorme krav, og nogle gange må hensynet til det menneskelige veje tungere end ønsket om at fortsætte på banen. Derfor har Aimée valgt at sætte punktum for sin håndboldkarriere.

Vi vil gerne takke Aimée for hendes indsats, dedikation og professionalisme i København Håndbold. Hun har været en værdsat del af klubben, og vi ønsker hende alt det bedste i det næste kapitel af livet.

Vi håber, at hun nu får den tid og ro, hun har brug for. Aimée vil altid være en del af København Håndbold-familien, og døren vil altid stå åben for hende i klubben.”

Aimée har i sin senior karrieren spillet i klubberne Buxtehuder SV, Bayer 04 Leverkusen, OGC Nice Handball, Nykøbing Falster Håndboldklub og København Håndbold.

Aimée kom til København Håndbold første gang i 2019 og spillede i klubben frem ti 2021. I 2025 vendte hun retur til klubben og det er blevet til i alt 90 kampe i tigerblusen.

Aimée fik sidste år debut på det tyske landshold og var med til at vinde sølv til VM 2025.