Tigrene tager til Bukarest

Torsdag formiddag flyver spillertruppen på træningslejr i den rumænske hovedstad, Bukarest. Her skal tigrene træne med CSM Bucuresti og på lørdag møde dem i en træningskamp.

København Håndbold tager torsdag formiddag flyet til Bukarest i Rumænien, hvor der venter en fem dage lang træningslejr i selskab med en af verdens bedste håndboldklubber, CSM Bucuresti.
Undervejs står den på flere fællestræninger med Helle Thomsens mandskab, hvor de lørdag eftermiddag kl. 15:00 møder hinanden i en træningskamp.
Cheftræner Claus Mogensen glæder sig til at samtræne med den rumænske håndboldklub:
-Vi glæder os rigtig meget til den sparring, som vi kommer til at have med CSM. Det bliver fedt, at blive matchet med de bedste. Det kommer til at gøre os bedre, og samtidig får vi et pejlemærke på, hvad vi skal arbejde hen i mod, fortæller cheftræneren, og fortsætter.
– Det store fokus på træningslejren ligger på det håndboldmæssige. Vi skal have optimal udnyttelse af den træningsmodstand, som kommer til at få i træningerne med CSM Bucuresti. Der bliver dog også lidt tid til at pleje de sociale relationer, hvilket også har sin vigtighed på sådan en træningslejr, fortæller cheftræneren.

Træningslejren er en vigtig del af den opstart, som tigrene har været i gang med i de sidste par uger, og Claus Mogensen er klar på intensivere jagten på topformen.
-Opstarten er gået fint indtil nu. Vi har haft en del spillere, som har haft lidt småring med fra sidste sæson. Dem er de ved at være ovre, så derfor falder træningslejren på et rigtigt godt tidspunkt. Nu er vi klar til at intensivere jagten på topformen frem mod sæsonstart, slutter cheftræneren.

Tigrene er tilbage i Danmark på tirsdag, hvor de efterfølgende tager videre til Spar Nord Bank Cup, der starter torsdag d. 17. august.