Rej: Altid spændende kampe mod NFH

På lørdag venter den første DM-finale i København Håndbolds historie, når Nykøbing F. Håndboldklub er værter for det første slag i finaleserien i Arena Næstved. Det er sæsonens absolut sidste kampe som venter forude, og Mia Rej er klar til give sig selv fuldt ud i kampen om at blive den samlede vinder.

København Håndbolds playmaker Mia Rej fik i kvartfinalerne og semifinalerne scoret 18 mål, og er nu i alt oppe på 131 mål for sæsonen, hvilket gør hende til klubbens topscorer. Denne total skal gerne vokse i sæsonens sidste kampe, hvor der venter minimum to finaleopgør mod Nykøbing F. Håndboldklub. Det første opgør spilles på udebane i Arena Næstved lørdag den 13. maj, og 27-årige Mia Rej ser meget frem til endnu en dyst mod de østdanske rivaler fra Falster.

– Det er altid nogle fede kampe mod Nykøbing F. Håndboldklub med masser af nerve, intensitet og fysik. Dertil hører at vi nu spiller om det danske mesterskab, hvilket bare er med til at gøre at vi lige skruer en tand op på alle parametre. Nu venter der os nogle finalekampe, som kun få af os har prøvet før og måske, hvem ved, kommer til at prøve igen. Så det handler om at gå ind og nyde de her kampe og spille med fuld fart frem. Det er de absolut sidste kampe i år, så når de er færdigspillet skal der ikke være mere at give af bagefter, fortæller Mia Rej.

Finalekampen i Frederiksberg Hallen den 20. maj blev hurtigt udsolgt, men der er stadig mulighed for at komme med til den første kamp på udebane i Arena Næstved den 13. maj. Der er både mulighed for at købe adgang til bustur inkl. billet eller blot billet til kampen. Alle billetter er til afsnittet for København Håndbolds fans.

/KK