Mia Rej forlader København Håndbold

Som så ofte før fik København Håndbolds spillere en stor rolle ved en slutrunde, og denne gang var ingen undtagelse. Vores anfører Mia Rej fik sit endelige landsholdsgennembrud og blev dansk topscorer efter en solid og flot præstation igennem hele turneringen.

Det har afstedkommet en del henvendelser fra andre klubber, og da Mia har givet udtryk for at hun har et brændende ønske om at prøve sig selv af i Champions League, har klubben valgt at acceptere et historisk stort bud på hende. Mia Rej stopper med øjeblikkelig virkning.

Træner Claus Mogensen udtaler;
– ”Det er en meget dygtig spiller og kulturbærer der rejser fra klubben. Hende kan man naturligvis ikke umiddelbart erstatte. Omvendt har mange af vores unge spillere gang på gang vist deres værd, og udviklet sig efter salg af andre spillere. Så det er jeg sikker på, at vi kommer til at se nu hvor Mia har valgt at rykke videre”.

Mia Rej har været en stor profil og en vigtig spiller for København Håndbold siden hun for 6,5 år siden kom til klubben. Vi er utrolig stolte over at være en del af den udvikling, der har gjort Mia til en dygtig håndboldspiller.

Mia Rej udtaler;
– ”Jeg vil gerne takke alle i og omkring København Håndbold for alt igennem min tid her. Det har været en vild rejse, hvor jeg har oplevet og vundet en masse. Guldmedaljen i 2018 står naturligvis højest sammen med at vinde Super Cup, men også at kunne komme tilbage 2 gange efter korsbåndsskader og mærke klubbens opbakning hele vejen har været fantastisk. Jeg kommer til at savne klubben, Frederiksberg-hallen og vores fantastiske fans”.

Selvom om det er en stor profil der har valgt at forlade holdet, giver det mulighed og plads til, at vores unge trup kan blomstre og udvikle sig i en anden retning.

Direktør Casper Porsgaard udtaler;
– ”Det er en stor profil der forlader klubben og selvom vi gerne havde beholdt hende, så står vi klar til at finde nye spillere og videreudvikle truppen og hele klubben. Mia har gjort det fantastisk for København Håndbold og har været utrolig meget igennem i de 6,5 år hun har spillet her. Nu har Mia så givet udtryk for, at hun ønsker at opfylde drømmen om Champions League, hvilket vi naturligvis lytter til. Det er også vores ønske at passe på resten af truppen således, at der ikke findes en spiller i truppen, der hellere vil være et andet sted. Vi har solgt mange store spillere igennem tiden og hver gang har vores øvrige spillere løftet sig. Så nu ser vi frem til at følge udviklingen i truppen og ønsker Mia Rej al held og lykke i fremtiden og takker for hendes enorme arbejde for København Håndbold”