Nu gælder det

I aften bliver sæsonen 2017-2018 for alvor skudt i gang, når København Håndbold møder TTH Holstebro på udebane i Santander Cuppens ottendedelsfinale.

København Håndbold er gået ombord i bussen fra Egon’s og er på vej mod Cabinn Hotel i Vejle, hvor der skal hviles et par timer, før kursen sættes mod Holstebro og Gråkjær Arena, hvor tigrene kl. 19.30 møder TTH Holstebro i ottendedelsfinalen i Santander Cup.

Cheftræner Claus Mogensen har fundet det forventningsfulde smil frem, for han glæder sig til, at det nu for alvor går løs igen.
– Vi glæder os helt vildt. Vi havde et godt ophold i Bukarest, og vi fik øvet os i weekenden til Spar Nord Bank Cup, så samlet set har vi trænet godt og spillet træningskampe, men vi ved ikke rigtigt, hvor vi står, og derfor bliver det spændende at få en indikation på det i aften, når det gælder, siger cheftræneren, der slutter:
– Det kribler i fingrene nu for at komme rigtigt i gang, og vi går naturligvis efter at tage billetten til kvartfinalen med hjem til København, men det kommer til at kræve en god indsats fra alle.

København Håndbold har de sidste 4 sæsoner spillet sig i kvartfinalen og hver gang trukket FCM Håndbold. Der er lodtrækning til kvartfinalerne forud for Super Cuppen den 29. august.

Hvis du vil være sikker på at se alle København Håndbolds hjemmekampe og have en siddeplads til dem, så kan du sikre dig KBH Kortet allerede i dag.

Køb KBH Kortet her