Milling hentet ind til København

Et af tidens største målvogtertalenter Amalie Milling fra HIK har skrevet under på en 3-årig kontrakt med København Håndbold.

Amalie Milling har gennem længere tid trænet med hos København Håndbold, og den unge målvogter har gjort sig så positivt bemærket, at det nu er blevet til en kontrakt.
– Min træning med København Håndbold har givet mig opfattelsen af, at det er det rigtige sted for mig som spiller at forsætte min udvikling. Jeg har selv oplevet det gode træningsmiljø, og jeg er blevet trænet af Marie Møller, som jeg allerede har lært meget af. Jeg føler mig sikker på, at det at være en fast del af truppen i København vil medføre gode oplevelser og lærerige år, fortæller Amalie Milling og forsætter:
– Jeg ønsker også at være en del af en klub med ambitioner, og det bliver jeg.

Cheftræner Claus Mogensen glæder sig til at få den unge målvogter ind i folden og arbejde med hende.
– Amalie er et af de største målvogtertalenter, vi har haft i Danmark i nogen år, så det er rigtigt glædeligt, at hun ser sin fremtid værende hos os. Hun er en høj pige med en god fysik, som hun bruger klogt, specielt på nærskud. Derudover er hun træningsvillig og udviklingsparat, så det sammensat med de rammer, vi kan tilbyde, er vi sikre på, at vi kan flytte hende endnu mere, siger Claus Mogensen.

Til sommer bliver målvogteren student, og så skal der efterfølgende fuldt fokus på håndbolden.
– Den største forandring bliver, at jeg udelukkende kan koncentrere mig om håndbolden, og det glæder jeg mig til. Jeg bliver en del af en professionel klub, hvor jeg bliver udfordret til hver eneste træning, og jeg har mulighed for at lære af Københavns dygtige spillere, siger hun og sender en varm tak til hendes ungdomsklub:
– Med målrettet træning har jeg udviklet mig som spiller, både fysisk og mentalt, og HIK har været medvirkende til, at jeg tror mere på mig selv i dag og har gjort mig klar til de nye udfordringer hos København Håndbold.

Højde: 184 cm
Vægt: 80 kg

Tidligere klubber: HUK og HIK