Mia Møldrup fuldender truppen

København Håndbold har hentet Mia Møldrup hjem fra Frankrig på en et-årig kontrakt, og den 26-årige højreback glæder sig til at mærke suset fra Frederiksberg Hallen fra banen og ikke kun tribunerne.

I 2015 drog Mia Møldrup til Frankrig og klubben Nantes Loire Atlantique Handball, men allerede inden hun fik spillet den første turneringskamp, løb hun ind i en korsbåndsskade og efterfølgende en mere. I foråret 2017 var hun efter en hård omgang genoptræning tilbage på banen, og hun nåede at spille slutspil for den franske klub. Skadeshistorikken bekymrer dog ikke cheftræner Claus Mogensen synderligt.
– Mia har været igennem en række test hos os og sammen med vores kompetente sundhedsstab, vil vi forsat have fokus på at styrke hendes muskulatur og i en god rytme lade hende spille sig tilbage til det topniveau, vi ved, hun har, og så er hun med hendes forcer et rigtigt godt supplement til Hanna Blomstrand på højre back, fortæller Claus Mogensen, der uddyber Møldrups kvaliteter:
– Vi ved, at Mia er en god forsvarsspiller, der kan dække både 2’er og 3’er, hvilket giver fleksibilitet for os. I angrebsspillet er hun dynamisk, en god gennembrudsspiller og god på indspil, hvilket vi så fine eksempler på til træning i går, siger han.

Mia Møldrup har tidligere haft hjemmebane i Frederiksberg Hallen, da hun har spillet for moderklubben FIF, og hun er glad for at være tilbage i København.
– Det er gået rigtigt stærkt for København Håndbold, og jeg har meget stor respekt for det arbejde, der er lagt i klubben. Der er sket rigtigt meget, siden jeg spillede i FIF, så jeg glæder mig til at komme hjem til København og opleve det fra banen og blive en del af det, fortæller Mia Møldrup, der i det forgangne år har været tilskuer til et par af København Håndbolds kampe.
– Det er blevet en rigtig fed hjemmebane, og det er en af de helt store forskelle fra dengang, jeg spillede her. Der kommer mange flere tilskuere i hallen, og de hepper helt vildt, så jeg glæder mig til at spille i en fyldt Frederiksberg Hal, det bliver fedt, fortæller hun og forsætter:
– Det er nogle søde piger og et dygtigt team omkring, så jeg føler mig godt taget imod allerede, og jeg håber, at jeg kan byde ind med noget på holdet. Det er klart, at jeg grundet min skadeshistorik lige skal i gang igen og få min krop indstillet på at være fuldtids håndboldspiller, og det, det kræver, men jeg er virkelig sulten efter at spille håndbolde igen, og jeg glæder mig bare SÅ meget til at komme i gang.

Nummer 45 kommer til at stå bag på Møldrups trøje, når hun den 8. september kan få debut i tigertrøjen. Hun er født 6. april 1991.

/JMT

Køb KBH Kortet i dag og vær sikker på en siddeplads til alle København Håndbolds hjemmekampe