Christina Elm: Jeg glæder mig til min fjerde sæson

København Håndbold har nu tre år på bagen, og nogle af spillerne har været med hele vejen. Christina Elm er en af disse spillere, og hun har høje forventninger til den kommende sæson, hvor hun glæder sig til at spille kamp i Frederiksberg Hallen igen.

Elm_slider

København Håndbold skal i gang med den fjerde sæson, og ifølge København Håndbolds keeper, Christina Elm, er forventningerne til denne sæson lidt højere, end de har været de foregående år.
– Jeg forventer, at vi leverer bedre resultater i denne sæson, end vi har gjort i de foregående sæsoner. Vi skal have flere point end vi førhen har fået, da jeg tror at det bliver utrolig tæt igen i denne sæson, siger Christina Elm og fortsætter.
– Vi har fået ny træner til denne sæson, så hans ideer og tanker er selvfølgelig sat ind. Samtidig har vi fået tilgang af nye spillere, og jeg føler allerede, at de er faldet godt til i truppen, fortæller keeperen.

Christina Elm har været med siden første sæson i 2013, og har udviklet sig meget gennem de seneste tre sæsoner i København Håndbold.
– Siden første sæson er jeg blevet ældre og klogere på mit eget målmandsspil. Der er stadig lang vej, og jeg har stadig meget at lære endnu, men jeg hviler mere i mig selv nu, end jeg gjorde i første sæson. Jeg synes, at jeg har fået lagt nogle flere lag på mit spil, og det er rart at kunne mærke udviklingen, siger den unge keeper og fortsætter.
– Som ung spiller er udvikling rigtig vigtigt, og København Håndbold har været gode til at udvikle os unge spillere. Jeg har kun ros at give til klubben og til hele staben bag, smiler Christina Elm.

De to første træningskampe er allerede overstået, og om lidt over en måned starter Primo Tours Ligaen, hvilket Christina Elm glæder sig meget til.
– Jeg ser frem mig til at komme i gang med den kommende sæson, og jeg glæder mig til at spille kamp i Frederiksberg Hallen igen. Vi har en fantastisk hjemmebane med en virkelig god støtte fra lægterne, så det bliver fedt at mærke den gode stemning igen, slutter Christina Elm.

Husk at køb KBH-kortet eller køb billetter til sæsonens første kampe, så du kan se Christina Elm og resten af spillerne, når København Håndbold spiller deres første hjemmekamp i Frederiksberg Hallen d. 21. September mod TTH Holstebro. Læs mere i billetinformation herunder.

/NH

Billetinformation